Humøret var højt og bagagen tung, da vi fredag kl. 18.50 troppede op på Fredericia station klar til den store skitur.

Turen til Østrig forløb ganske godt, og vi var heldige at få tre rare ski-kolleger ind i vores kupé. Hans, Inge-Lise og Anne-Marie, som også havde bestilt en Trier joker rejse til Zell am Ziller. De var rigtig flinke og snakkesaglige - dog var de ret forbløffede over mængden af vores bagage (især da vi fortalte dem at vi havde skåret kraftigt ned på den siden sidste år)

Efter en (forholdsvis kølig) overnatning i toget ankom vi kun ½ time forsinket til vores destination som var Gäthaus Jorn-Pauli i Zell am Ziller by. Hurtigt fik vi opmagasineret vores (ret anselige mængde) bagage, og så var vi ellers klar til at gøre pisterne usikre!

På trods af at selve Zell by var næsten snefri, viste det sig til teamets store glæde at stort set samtlige pister var gode at køre på, og både Kim og Mads måtte ned og "smage" på sneen i løbet af dagen - Anne-Mette valgte "kun" at hoppe ud af den ene ski, da hun mødte en særlig genstridig pukkel på vejen ned.

Dagens højdepunkt var en dejlig kold weissbier på en solbeskinnet terrasse med udsigt over dalen, inden skiene atter blev monteret på støvlerne, klar til endnu et par ture ned af de fine løjper.

Lidt afterski sammen med Triers guider, Anne-Mette og Else, blev det også til, inden vi trætte men tilfredse kunne vende tilbage til vores værelse til lidt velfortjent afslapning.

Nu sidder vi og overvejer om vi orker at gå i bad og derefter finde en restaurant, eller om aftenen ender med en flim og en masse kage, chips og slik. Een ting er i hvert fald helt sikker: vi kommer til at sove RIGTIG godt i aften!!

Vi nåede i bad og godt trætte satte vi kursen mod et af byens bedre spisesteder, det lokale pizzeria. Trætte, men ved godt mod fik vi spist maden inden vi smed vores dovne kroppe på sofaen for at se "James Bond". Efter halv time måtte vi give fortabte og gå i seng.

Efter en god nattesøvn var vi friske på dagens program. Kromutter havde lavet en lækker morgenmad, som gav energi fra start. Blødkogte æg, parmaskinke og andre lækkerier var blot nogle af menupunkterne.

Efter en hurtig omklædning nåede vi bussen og i rette tid ankom vi på toppen af Rosenalmbahn, hvor vi skulle mødes med resten af Trier gæsterne til den traditionelle pistevisning. Tilslutningen til turboholdet var begrænset, så guiden Anne-Mette måtte trækkes rundt med Kim og Mads K hele formiddagen Og ja! Hun gjorde det godt og kunne næsten følge med. Efter anden tur måtte hun allerede indse, at hun ikke kunne følge med.  Normalt er det jo guiden som fører an - i dag blev det Kim og Mads. GPS'en viste kun en maks. hastighed på 92 km/t. Men vi kørte så pænt som forholdene tillod det. Anne-Mette hyggede sig på "KAFFE & KAGE" holdet sammen med de øvrige gæster. Udfordringerne på holdet var ikke overvældende, men heldigvis var der tid til at øve lidt teknik og nyde den fantastiske udsigt, snakke med de andre skideltagere og smage lidt på lommelærken under de mange små pauser, når bagtroppen skulle nå frem. Alt i alt en rigtig hyggelig skitur

Søndagen blev også dagen hvor Kim blev årets første prisvinder af styrtklokken. Hele to gange måtte han ned og bide i pisten. Første gang endte med at hans ene ski kvitterede med et klap på kinden og en lille rift på hagen. Anden gang - tja, se billedet, som fortæller alt!

Vi mødtes alle til frokost på Schnitzelhütte. Mætte blev vi i den grad, da vi alle tre forsøgte at spise de største schnitzler vi nogensinde havde set. Selvom at Kim og Mads kæmpede med at komme igennem det cirka halve kilo svin + pomfritter, måtte de kapitulere og lade resten stå tilbage. Efter frokost tog 2 x Anne-Mette og drengene igen på tur, hvor der blev tid til mere spass på pisterne. Dagens sjoveste må være, da vi skulle ned over een af dagens mange pukler. Undervejs på vej ned af pisten, undrede tøserne sig over den lallende skøre jodlende tysker, som kørte bag dem. Dette viste sig dog at være Mads der højlydt og lalleglad i bedste Uhrskov-stil messede "chololadesovs...chokoladesovs...chokoladesovs" hele vejen ned gennem puklerne.

Til slut samledes hele gruppen atter på vores stam-afterskisted, Krocha Alm, hvor vi nød en kølig weiss (og cola for Anne-Mettes vedkommende) og livemusik. Aftensmaden blev indtaget på en dejlig restaurant med skøn mad, inden turen gik hjem til hytten. Her forsøgte vi os atter med den 007-film som vi måtte stoppe for igår. Vi nåede ca. 15 minutter længere inden vi atter måtte se os slået af trætheden og krybe i køjen. Hvis vi fortsætter denne stil, kan vi MÅSKE nå at se filmen færdig inden vi skal hjem herfra... :-)

Undervejs op i kabineliften tilbød en meget venlig og halvvejs engelsktalende Mads en med-ski-passager en slurk af lommelærken med ordene "Would you like a gibbernakker?" Manden (som snakkede tysk) afslog høfligt tilbuddet, men Kim og Anne-Mette morede sig kosteligt.

Humøret var højt, himlen var blå, og pisterne var fantastiske, da vi drog ud på dagens skiløb. Anne-Mette havde haft lidt betænkeligheder med om hun ville kunne følge med turbo-drengen hele dagen, men hun havde dog ikke behøvet at bekymre sig, da hun til hendes egen store overraskelse viste sig at køre væsentligt hurtigere end Crazy Daisy-drengen (hvilket gav store plusser på selvtillids-kontoen).

Mads gjorde sig, allerede på første nedløb, fortjent til styrtklokken da han tog et imponerende offpiste styrt, hvor han klikkede sine ski af. Den ene ski fortsatte derpå ned på pisten og var ved at fælde een af Crazy Daisy-drengene der kom kørende forbi. God stil! :-D

Til middag mødtes vi alle til en god omgang spisning. Uvist af hvilke årsager (Anne-Mette vælger dog at tro at det var pga. hende fænomenale fart-evner på pisterne) valgte Crazy Daisy-drengene at skifte til kaffe-kage holdet resten af dagen. Derfor var turbo-holdet nu reduceret til Kim, Anne-Mette, Mads og guide Anne-Mette. Teamet fortsatte med at gøre pisterne usikre. Anne-Mettes ben var efterhånden ved at være mærket af at have køret med turbo-holdet hele dagen, og hendes (i forvejen lidt spøjse) ski-stil blev ikke meget kønnere eller mere sikker på de sidste par nedløb.

På en forholdsvis stejl piste, havde Kim givet den gas nedad (så meget gas at han synes at det begyndte at blive "spændende" at køre) han og havde halvvejs forventet at skulle vente lidt på at Anne-Mette indhentede dem. Stor var hans overraskelse dog da han opdagede at hun var lige i hælene på ham. Det viste sig efterfølgende at det ikke umiddelbart var Anne-Mettes plan at køre så f****** hurtigt, men hendes ben var så trætte at hun ikke kunne stoppe, så hun måtte blot vente på at nå et fladere stykke hvor hun kunne tage farten lidt af.

Alle nåede dog ned til vores stam-afterski sted i eet stykke.

Hernede steg humøret proprotionalt med indtaget af alkohol. Og efter et par øl og lidt jäger, dansede hele flokken på bænkene, og der blev sunget og skrålet så det var en ren fryd! Efter små 2 timer skulle vi dog hjemad, da vi skulle handle ind til aftensmad.

Nu viste drenge sig fra den yderst galante side, da de tilbød at Anne-Mette kunne snuppe sig et dejligt varmt karbad, mens de gik ned og handlede ind til aftensmaden. Da Anne-Mette efter et skønt, langt karbad ko ud fra badeværelset, fandt hun Kim og Mads i fuld gang med at kokkerere i køkkenet. Menuen stod på en dejlig omgang pasta og kødsovs.

Efter aftensmaden vaskede drengene tilmed op, mens Anne-Mette kunne slappe af med at skrive dagens klumme - det gav dem et stort plus i bogen!

 Guide Anne-Mette kom på besøg senere på aftenen for at aftale planerne for morgenens piste-rundvisning på Hintertux-gletcheren.

Nu sidder vi lidt og overvejer om vi overhovedet orker at forsøge at se film i aften, eller om vi bare skal gå i seng med det samme...gaaaaaaab!!

Efter at have indtaget en hurtig omgang morgenmad, bestående af diverse müsli og cereals mødtes vi med guide Anne-Mette og de tre Crazy Daisy-drenge, som vi skulle følges med til Hintertux.

Da vi kom op på gletcheren delte vi os op, så guide Anne-Mette og Crazy Daisy-drengene kørte sammen, og vi tre så kunne ræse rundt som vi havde lyst til.

Vejret var fantastisk, der var ikke en vind der rørte sig, og pisterne var simpelthen de bedste vi længe har prøvet! Så der blev løbet på alle de pister vi kunne finde. Det krævede dog et par nedløb før Anne-Mettes ben rigtig vågnede. Og hun kunne stadig mærke gårsdagens strabadser i de små pusselanker, så der blev ikke kørt heeeelt så hurtigt som i går. Men heldigvis var Mads og Kim søde at vente på hende når hun ikke kunne følge med.

Til frokost mødtes vi med guide Anne-Mette og Crazy Daisy drengene på restauranten. Efter en dejlig omgang pasta hoppede guide Anne-Mette over til os, mens de tre andre lige skulle slappe lidt af inden de skulle ud på pisterne igen. Mads og Kim kunne atter liste et par fine ølglas ned i rygsækken til den imponerende samling af "lånte" ølglas der er ved at blive opbygget hjemme i Danmark. Dagens to glas var denne turs "lånte" glas nr. 14 og 15 :-)

På trods af at pisterne var blevet lidt opkørte i løbet af dagen, var det stadig skønt skiløb, og der blev kørt på diverse blå og røde (og vistnok en enkelt sort) pister. Overraskende nok var der i dag ingen af os der styrtede, og derfor er Mads stadig indehaver af vores styrt-klokke, som han jo på imponerende vis erobrede fra Kim i går med hans offpiste stunt-styrt.

Kl. 15.30 tog vi kabineliften ned og mødtes med de andre ved bilerne til turen hjem. Efter at have kørt en hel dag på pisterne i skønt vejr, var det noget af en udfordring at holde sig vågen og frisk i en lille varm bil i 40 minutter til vi nåede tilbage til Zell.

Efter en hurtig lille indkøbstur (som indbefattede 3 stykker UTROLIG lækker kage) gik vi hjem og slappede af i et par timer. Der blev tid til dejlige lange bade inden resterne fra gårsdagens aftensmad blev varmet.

Kl. 20.30 mødtes vi med resten af holdet på Hotel Engelhof til en cocktailaften og hygge. Lækkert!

Onsdagen blev endnu én dag, som vil gå over i historien, da Teamhub gæstede to skiområder på samme dag. Det er vist aldrig sket før!

Da klokken slog syv startede Mads med at gøre klar til morgenmaden imens at Kim og Anne-Mette fik øjnene og udstyret i orden. En hurtig morgenmad, og så var vi klar til at tage toget til Kaltenbach. Et område, som ligger cirka 13 minutters kørsel i tog fra Zell by.

Og ja, som ordet antyder, så blev det en kølig fornøjelse i Kaltenbach. Området var isoleret set ganske awesome, men vejrforholdene gjorde det svært at orientere sig, således at skiløbet blev i den svenske bøssestil, som vi kender det. I stedet for måtte vi køre som en folk bagstive englændere på vej hjem fra pubben - I ved, god plads mellem benene...

Da vi forlod Zell by var det begyndt at sne ganske lidt, og da vi ramte Kaltenbach mødte vi skyerne. Skyerne gjorde det ufatteligt svært at danne sig et overblik på pisten, så vi følte og kørte os frem. Meter for meter, slurk for slurk i lommelærken.

Efter cirka to timer måtte Anne-Mette en tur i pit sammen med drengene. En varm chokolade med tilhørende kage blev resultatet af hendes overtalesevne. Kim og Mads mente dog at de vil have en tur til. Og ja, turen blev til tre, da de havde efterladt deres stedsans sammen med kageresterne. Såfremt at radiokommunikationen mellem drengene og Anne-Mette kunne optages, så ville meldingen være: "Ja, vi står et eller andet sted. Vi ved ikke om det er på en sort piste eller i offpisten". Og ned kom vi da!

Da klokken slog 13.07 tog vi retur til Zell by for at fortsætte mod toppen af Rosenalm Bahn. Her måtte vi, desværre, indtage turens suverænt dårligste måltid på restauranten, Rosenalm. Udvalget kunne vel sidestilles med et besøg på McD 5 minutter før lukketid. Men frem for alt, så blev det da til to glas yderligere til hjemmebaren.

Drengene fik overtalt Anne-Mette til en tur ovre i området, og turen blev ganske underholdende, da vi delte lift med en eller anden tysk kvinde. Der er vel ikke noget galt med en tysker generelt, men når vedkommende hverken kan finde ud af at stige på eller af liften, så begynder problemerne at opstå. Første problem var at hun ikke vidste hvilken fodstøtte hun ville anvende i liften. Andet problem var da hun ville af liften. Hendes stave valgte hun at placere mellem fodstøtten og selve liften. Resultatet var ganske enkelt - mistede stave og en Mads som var færdig af grin.

Når snakken nu falder på Mads alligevel, så måtte han igen indtage førstepladsen i form af styr og god underholdning til touren. Han formåede at lave et såkaldt "garage sale", hvor udstyret spredes over hele pisten. Heldigvis kunne styret klares med et besøg i hans veninde, Lærke - I ved, hende som synger så smukt...

Efter et par nedløb kørte vi i samlet flok mod vores afterski-sted, hvor det blev til et par enkelte danskvand med citrus inden at vi satte kursen hjemover med én Anne-Mette i højt humør. Et hurtigt fodskifte og vi var igen på farten. Vi valgte at aflægge Hr. Nielsen, datter og kone et besøg. Hr. Nielsens kone havde fået en fiber, så vi valgte venligt at låne vores massage apparat ud til hende. Det blev til snak, hygge og andre gode sømandsviser fra Hr. Nielsen imens at tiden gik. Klokken blev pludselig 20.00 og vi måtte finde et sted at spise iført vores skitøj, rygskjold og dejlige aroma efter en god dag på ski.

Efter et godt aftensmåltid blev Kim og Anne-Mette sendt i karbad alt imens at Mads valgte at nyde en god kop kaffe på en nærliggende café (med bare russiske bryster, og gæster med blå øjne  samt manglende tænder)

Den nyfaldende sne havde gjort pisterne perfekte og meget indbydende, hvilket gjorde at vi blev i Zell-området. Desværre var solen ikke helt med os, så det var noget køligt. Især for Anne-Mette, da der blev kørt stærkt de første par timer. Da vi endelig kom i pit til en varm omgang chokolade nåede vi også turens første spil kort, røvhul. Og ja, Mads tabte!

Nederlaget gjorde åbenbart "ondt" på ham, da han brugte resten af dagen på at sikre sig at styrtklokken blev hans ejendom. Det blev til adskillige "garage sales" - blandt andet da han ville give et par snowboard wannabees sne. De fik sne, men han nedlagde i bedste teamhub-stil en pistepæl og endte selv i offpisten til stor morskab for Kim & Anne-Mette. Af andre skader kan der nævnes et par snebriller, som havde fået en revne eller to i ydreglasset. Anne-Mette var dog tæt på at overtage styrtklokken, da hun var millimeter fra at nedlægge Kim imens han tog lidt video.

Da det var blevet omkring frokosttid mødtes vi med resten af Trier-gæsterne på den tidligere omtalte, Schnitzelhütte. Denne gang valgte vi dog at styre os og bestilte kun børnemenuer! To glas blev der også listet med i taskerne. Desværre måtte det ene afleveres tilbage i smadret stand. Det holdte ikke til at Mads landede ovenpå det.

Eftermiddagen blev brugt på lidt offpist på Anne-Mettes opfordring. Hun klarede sig med stor bravur. Da klokken blev omkring 15.30 satte vi kursen hjemover, da vi skulle til afterski på Café Reiter.

Cafeen er egentlig en restaurant, men 1 - 3 gange om ugen omdannes stedet til et af de bedre afterskibarer. Gert, som er manden bag pulten og ejer af stedet, sørgede for at alle komme i rette stemning. I modsætning til de andre afterskibarer, blev der danset fra start til slut. Alle aldre og køn svingede sig ude på det lille dansegulv og på stolene med hinanden og guiderne. Guiden Else måtte dog først lokkes med lidt lakrids førend at hun kom i omdrejninger og fik hældt lidt Jäeger ned. Dealen var god - een lakrids, een Jäeger...

Det hele startede kl. 17.00 og da kl. slog 19.00 var det hele ovre. En lidt tam afslutning på nogle festlige timer. Vi har hørt, at stedet tidligere er blevet kåret til et af de bedste afterskisteder i Østrig. Bedømt på dagens performance, så mangler stedet stadigvæk en del. Blandt andet nogle ordentlige højtalere og et DJ-kursus til den kære Gert. Begrebet "beat mix" er en by i Rusland plus at han formåede at spille de samme sange flere gange i træk - ikke kræs for kendere. Selv lyseffekterne bør nævnes, 2 x 150 watt spotpærer samt en kæmpe lommelygte købt i den lokale hobbybutik.

Efter lidt aftensmad fulgtes vi med familien Nielsen hjem inden at vi røg i seng - godt brugte... Så det blev heller ikke i aften at vi skulle se afslutningen på den James Bond film vi startede med i søndags.

Dagen i dag havde vi besluttet skulle tilbringes på Mayrhofens skønne pister. Så da vi havde indtaget vores morgenmad, trissede vi ned til skitoget med vores gear, og kl ca. 10 kunne vi tage de første sving på pisterne. Vejret var godt (selvom der et par gange i løbet af dagen kom et par lavtgående skyer på besøg), og pisterne var fine.

Anne-Mette måtte dog konstatere at hendes ben efterhånden var ved at være godt brugte efter at have forsøgt at holde trit med Mads og Kim i en hel uge, og der skulle ikke meget til førend at gelé-benene ikke rigtig ville lystre sin ejermand. Så derfor kørte hun forholdsvist kommunalt hele dagen. Og den ene gang hun forvildede sig udenfor pisterne, blev hun prompte straffet og måtte ned og smage på sneen, hvorefter hun måtte bruge lidt tid på at finde sin ene skistav igen.

Dog måtte Mads atter i dag kåres som dagens styrt-mester - måske endda årets styrt-mester, da han formåede at styrte noget så gevaldigt at han måtte bruge noget tid på lige at komme sig igen. Det er - selv for Mads - uvist hvad der egentlig helt præcist skete, men faktum er at gruppen skulle forcere et meget ufarligt blåt stykke transportpiste. Kim kørte friskt i forvejen, herefter fulgte Mads og til sidst Anne-Mette. Da Anne-Mette runder et sving finder hun Mads ligge og rode rundt på knæ, mens hans ski og stave (som sædvanlig) lå spredt ud over hele pisten. Mads lå på knæ og gispede efter vejret højrød i hovedet med udstående øjne mens han udstødte særdeles underlige lyde a la: HÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅåååååÅÅÅÅÅÅRRRRRRrrrrrRRR-RÅÅÅÅÅÅååååååååHHHHHHHh... Åbenbart havde han lige villet skyde en genvej over små 5-6 meter offpiste ned til det blå transportstykke. Dog havde han åbenbart overset et voldsomt humpel, som vistnok fik ham til at styrte med hovedet først ned i pisten, hvorefter al luften blev slået ud af ham og hans goggles blev endnu mere ødelagte end de allerede var.

Så Anne-Mette kaldte den intetanende Kim over walkien og forklarede at Mads liiiiige havde brug for et par minutter til at komme sig, inden de kom ned til ham. Herefter samlede hun Mads' skiudstyr sammen, så andre skiløber ikke ville falde i det. Da Mads havde sundet sig lidt kørte de ned til en ventende Kim, hvis første kommentar var noget i retning af "Hold da op, Mads, du ser da godt nok brugt ud!" Efterfølgende blev vi enige om at vi nok godt kunne trænge til et lille varm-cacao-pitstop med en lille trøstekage!

Dog skal der mere end et lille styrt til at slå Mads ud, og senere på dagen tog både Kim og Mads en tur ned af Zillertal-områdets aller-stejleste sorte piste. "Harakiri"-pisten praler af en hælning på 78%, men ifølge både Mads og Kim var de en voldsom overdrivelse. Godtnok var pisten stejl, men den virkede ikke umiddlbart mere stejl end ca. 45 grader. Og som de udtrykte det efter nedturen, så ville selv Anne-Mette nok godt kunne komme ned af den uden at falde, hvis den ikke var iset.

Efter en skøn dag på pisterne tog det fantastiske trekløver atter toget tilbage til Zell, hvor der blev tid til at handle ind til en fabelagtig tre-retters aftensmad, bestående af Knorr dåse suppe til forret, Maggi færdigrets-blanding til hovedret og Vienetta is til dessert. Mums!

Maden blev tilberedt af gutterne, mens Anne-Mette kunne nyde en skøn tur i badekarret imens. Efter maden fik vi afregnet med kromutter, og nu står den på pakning og oprydning, inden vi kan tørne ind, så vi er friske til en sidste tur på pisterne i morgen.

I dag måtte vi noget tidligere op end tidligere, da vi skulle have pakket alt vores habengut sammen inden vi kunne komme ud mod pisterne.  Det gik planmæssigt og vi var derfor klar til at komme på pisterne omkring kl. 10.00. Inden vi nåede så langt, så fik vi taget ”afsked” med den ene af vores to guider, Else. Else skulle hente sin bedre halvdel i München i løbet af aftenen. Det blev til lidt snak inden at vi hoppede i skistøvlerne for sidste gang i år.

Dagens tema er uden tvivl – danskere i liften! Kim formåede allerede på første tur at få stoppet liften. Kim ville børste lidt sne af sædet. Liftoperatøren troede ikke at Kim ville nå at komme på plads, så han stoppede venligt liften. Dog uden grund, da Kim allerede var på plads, men sådanne numre tæller alligevel i statistikken. Mads var også tæt på, at han tabte den ene skistav, men med lidt snilde og et hurtigt håndskifte nåede vi det hele uden at liften blev stoppet.

Hele dagen blev brugt i Zell området, hvor vi gentagende gange fik kørte de indbydende pister tynde, alt imens at syren i bentøjet kom frem.  Kulden var også bidende, så ”Lærke” blev godt besøgt sammen med, at der også blev lidt tid til en varm kakao og kage før frokost. Kim & Mads var kørt lidt i forvejen til Schnitzelhütte, hvor kakaoen skulle indtages. Da Anne-Mette kom frem, kunne hun se at drengene var godt i gang med en god gammeldags snevasker. Forklaringen var ganske enkelt, fordi Mads udbrød; ”Vi har da ikke vasket nogle guider i år”… Men han havde lykkeligt glemt, at han kørte som guide, da guide Anne-Mette var gået kold på søndagens pistevisning. Det kunne Kim huske, så derfor en lille vasker til ”guiden”.

Restauranten Skistadl dannede ramme om turens sidste frokost, en meget lækker bruger. Nøj, vi var mætte…

Mads blev ellers også mobbet lidt for hans evne til at huske sange og især at synge dem. Når han skal gengive noget, så kunne det være noget i retning af dette: ”Nummer EINS, dahha, dahha dahha”. Og så videre til et nyt emne.

På dagens og årets sidste nedløb valgte Kim ellers at ødelægge den gode statistik med en dag uden styrt, da han måtte ned og bide lidt i pisten.

Efter en varm kakao, en enkelt Erdinger og 3 glas på Krocha Alm kunne vi sætte os i bussen mod Zell by og begynde nedpakningen af vores skigear. Nu hvor snakken alligevel er på glas, så blev årets høst til 36 glas, et ganske fint antal. Det tog lidt tid, sved og måske lidt tårer inden at alt var pakket.

Efter en god omgang truckervask, så kunne vi sætte kurs mod campingpladsen, hvor vi havde sat familien Nielsen i stævne. Der blev hygget og spist én 3 retters menu inden, at guide Anne-Mette kom og hentede os. Der blev også uddelt knus, kram og vores resterende lakridsposer til hende førend at Taxi-Ernst kunne køre os mod Jenbach. Anne-Mette kunne i øvrigt berette om, at Else helt panisk havde ringet til hende, da hun var havnet på vejen til Sölden frem for vejen til München – Kvinder og kort. Lettere forsinket nåede hun dog frem til lufthavnen. 

Skiekspressen kom til tiden, så kl. 23.14 kunne vi sætte kursen mod Danmark efter 8 fantastiske dage i Zell am Ziller. Der gik heller ikke mange minutter førend at vi lavede vores kupe om til en sovekupe for at sige godnat.

Efter en god nattesøvn vågnede vi omkring Hamburg. Sammenlignet med sidste års køretur, så var vi noget mere udhvilede, friske og oplagte denne gang.

Vi fik ryddet lidt op i kupéen inden at vores medbragte morgenmad kunne indtages; lidt brød, kage, vand, juice og chips! MUMS og yderst nærende.